År efter år byder Roskilde Festival på kolde øl, varme telte og god musik. Men de mange festivaloplevelser kommer med en pris - sådan helt bogstaveligt.
For som almindelig festivalgænger, der køber partout-billet hvert år, så er det som om, priserne bliver skruet mere og mere i vejret.
Men hvor meget er prisen på en billet til Roskilde Festival egentlig steget, og stiger den stadig?
Korrigerer man for inflation, så viser det sig, at prisen for en Roskilde-billet har ligget nogenlunde stabilt de sidste 14 år, og siden 2020 er den faktisk faldet en smule.
I grafikken herunder kan du se prisudviklingen per årti. Beløbene er omregnet til 2023 priser.
(Artiklen forsætter under tabellen.)
År | Fra | Til | Stigning i procent |
---|---|---|---|
1971 - 1979 | 245 kr. | 439 kr. | 79,1% |
1980 - 1989 | 453 kr. | 762 kr. | 68,2% |
1990 - 1999 | 847 kr. | 1284 kr. | 51,6% |
2000 - 2009 | 1325 kr. | 2298 kr. | 73,4% |
2010 - 2019 | 2108 kr. | 2394 kr. | 13,5% |
2020 - 2024 | 2555 kr. | 2400 kr. | -5,9% |
Prisudviklingen år for år
Der er sket meget med billetpriserne, siden Roskilde Festival, eller Sound Festival som det dengang hed, i 1971 for første gang inviterede til god musik og glade dage på dyrskuepladsen syd for Roskilde by.
Dengang kostede indgangen kun 30 kroner, hvilket i 2023 priser er lig med 245 kroner.
Det svarer cirka til en tiendedel af de 2400 kroner, som en fuld billet koster i år.
Prisen for en billet, korrigeret for inflation, er altså siden 1971 steget med omkring 900 procent. Det er måske ikke så overraskende, når man tænker på, hvor meget festivallen har udviklet sig siden dengang.
I samme periode er udviklingen i forbrugerprisindekset steget med 714 procent. Det betyder, at en 100-kroneseddel i 1971 svarer til 814 kroner i 2023-priser.
Vi vil gerne lave en bred festival, der ikke kun er for dem med allerflest penge, så det er vigtigt, at vi ikke hæver prisen for meget
Du kan i grafikken herunder se, hvordan billetprisen har udviklet sig gennem tiden.
(Artiklen forsætter under grafikken.)
De dyre 00'ere
Særligt op igennem 00’erne steg billetpriserne meget – faktisk hele 73,4 procent fra 2000 til 2009, hvis man omregner til 2023-priser.
Og det er der god grund til:
- Der skete meget med festivalens infrastruktur og serviceniveau op igennem 00'erne. Før i tiden var der færre boder, scener og ”rigtige” toiletter i opvarmningsdagene. Men i dag sker der jo en hel masse under 'First Days', inden selve festivalpladsen åbner, siger Mads Mikkelsen, der er salgs- og marketingschef hos Roskilde Festival.
Han fortæller videre, at også det dalende CD-salg, der dengang ramte musikbranchen, var med til at påvirke prisen.
For i kraft af at kunstnerne ikke længere kunne tjene penge på CD'er, så var de nødt til at hæve deres honorarer i forbindelse med koncerter, hvilket medførte øgede udgifter til festivallens musikbudget.
(Artiklen fortsætter efter boksen.)
Spørg Os - Afstemning
_
De stabile 10’ere
Hvor 00’erne var et dyrt årti for festivalgængerne, så har prisen på en Roskilde-billet ligget nogenlunde stabilt siden 2010.
Korrigeret for inflation steg billetprisen fra 2010 til 2019 kun med 13,5 procent, og ser man på udviklingen siden 2020, så er prisen faktisk faldet en smule - 5,9 procent.
Og det er helt bevidst, at festivalen har forsøgt at undgå for store prisstigninger.
- Vi vil gerne lave en bred festival, der ikke kun er for dem med allerflest penge, så det er vigtigt, at vi ikke hæver prisen for meget, siger salgs- og marketingschefen.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Alligevel kan Roskilde Festival ikke undgå prisstigninger fuldstændig.
- Da vi er en almennyttig organisation, så skal vi sikre, at vi hvert år ender med et overskud, vi kan donere. Vores billetpriser er derfor en balance mellem at sikre et overskud samt sørge for, at så mange som muligt har mulighed for at deltage i vores festival, siger han.
Håber på at undgå større prisstigninger
På trods af de sidste par års inflation så håber Mads Mikkelsen ikke, at det kommer til at påvirke billetpriserne mere end nødvendigt.
- Vi vil forsat forsøge at regulere vores priser på en måde, så flest muligt kan være med, siger han.
Han kan dog ikke udelukke, at inflationen kan ende med at gå ind at påvirke prisen.
- Hvis prisstigningerne bliver ved at være på et højt niveau, så kan vi også blive nødt til at justere derefter.
Sådan har vi gjort
TV 2 Kosmopol har taget udgangspunkt i en liste over Roskilde Festivals billetpriser på hjemmesiden oldmoney.dk.
For at verificere de priser, hjemmesiden lister, har vi fundet billeder af Roskilde-billetter fra tidligere år for at sammenholde priserne.
De stemte i alle tilfælde overens.
Vi har ikke krydstjekket priserne for hvert enkelt år, men har benyttet os af stikprøver.
Billetpriserne er så omregnet til 2023 priser ved hjælp af Danmarks Statistiks prisberegner.