Oversigt

Seneste nyt

Hold øje med underlige dyr i din peberfrugt

Frygt for sygdomme og invasive arter - myndighederne opfordrer os til at holde øje med dyr i maden.

.Peberfrugter købt i danske supermarkeder kan have været dyrket i alt fra Spanien til Marokko, og det kan insekterne i dem også.

Derfor opfordrer Landbrugsstyrelsen danskerne til at anmelde det, hvis de ser underlige insekter i fødevarer. De hører nemlig ikke til i Danmark, oplyser chef for Planter og Biosikkerhed i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.

- Det værste, der kan ske, er, at insekter defineret som karantæneskadegørende etablerer sig her i landet. Det kan gå ud over vores natur, eksport og planteproduktion og alt det, vi godt kan lide. Det vil vi gerne beskytte, siger hun.

Det sætter Landbrugsstyrelsen fokus på i forbindelse med FN's Internationale Plantesundhedsdag 12. maj.

- Med den øgede internationale handel er der en øget risiko for, at fremmede insekter bygger rede i de fødevarer, der transporteres rundt, fortæller Kristine Riskær.

250 millioner containerskibe rejser fra land til land hvert år, og samtidig fordrer klimaforandringerne bedre vilkår for insekterne, forklarer hun.

- Det kan sprede ikke-hjemmehørende arter og karantæneskadegørende plantesygdomme til vores natur. Det er et problem, siger Kristine Riskær.

Insekterne kan anmeldes på landbrugsstyrelsen.dk eller plantesundhed.dk.