Oversigt

Seneste nyt

To unge blev stukket ned juleaften - politiet søger vidner

Politi har ikke noget muligt motiv, efter at 16-årig dreng og 19-årig mand blev stukket flere gange i København.

To unge blev lørdag aften overfaldet med kniv på gaden i København, og søndag håber politiet på at få hjælp fra eventuelle vidner i sagen.

Det var klokken 21 juleaften, at en 16-årig dreng og en 19-årig mand blev stukket ned på hjørnet af Tomsgårdsvej og Dortheavej, oplyser efterforskningsleder Anne Katrine Kristensen fra Københavns Politi til Ritzau.

Hvis nogen har set noget eller i øvrigt har viden om sagen, opfordrer hun dem til at ringe til 114.

Om de to ofre har politiet natten til søndag oplyst, at de pårørende er blevet underrettet.

Motivet har man ikke umiddelbart kunnet lægge fast, sagde efterforskningsleder Anders Lykkegaard tidligere søndag morgen.

- Vi ved bare, at de er blevet overfaldet af mere end én gerningsmand, som er stukket af derfra - muligvis i en bil, sagde Lykkegaard.

Det var kort før klokken 22.00 juleaften, at politiet først oplyste, at et knivstikkeri havde fundet sted.

I den forbindelse oplyste politiet, at der var spærret for trafik på Tomsgårdsvej mellem Birkedommervej og Rentemestervej.

Tidligt søndag morgen er afspærringen ophævet.

- Vi er stadigvæk ved at indsamle overvågning og sådan nogle ting, sagde Anders Lykkegaard.

Tidligt søndag morgen har politiet endnu ikke kunnet afhøre den 16-årige og den 19-årige.

Men ved femtiden kunne politiet oplyse, at de to begge er blevet opereret for deres skader.