Oversigt

Seneste nyt

Nordsjællandsk skole i flammer efter druk og grillfest

Nordvestskolen i Helsingør stod fredag aften i flammer.

Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2 Kosmopol. 

Politiet blev alarmeret fredag aften klokken 22.24, og da politi og brandvæsen nåede frem til skolen, var der "store og klare flammer" på en træfacade på ti gange ti meter, siger vagthavende ved Nordsjællands Politi, David Eckert til TV 2 Kosmopol. 

Man fandt også fire engangsgrill efterladt fem centimeter fra skolens træfacade. 

- Vi træffer ingen personer, der er ingen vidner og der er ingen videoovervågning. Men vi formoder, at der har været det, vi kalder et drikkelag på stedet. Det kan ikke udelukkes, at de har siddet og drukket og fået en pølse. Og det bliver så til uagtsom ildspåsættelse - og det er en klar overtrædelse af beredskabsloven, siger David Eckert til TV 2 Kosmopol. 

- Når ilden får fat i sådan en træfacade, så er der en chance for, at det hele kan brænde ned, siger han. 

Politikredsen sender nu en opfordring til borgere, der rykker ud i det lune forårsvejr med engangsgrill. 

- Husk at slukke engangsgrill og sæt dem væk fra brændbart materiale. Vi ser også, at engangsgrill er ophav til skader og andet på strande og den slags. Så hermed en opfordring til lige at tænke sig om og at rydde op efter sig selv, siger David Eckert til TV 2 Kosmopol.