Efter det den 1. juli sidste år blev gjort forbudt at have lattergas på sig samt sælge og indtage gassen, har politikredsen haft fokus på problemet.
- Det er selvfølgelig et problem for Københavns Vestegn, at vi har så mange sigtelser, som vi har. Ikke mindst, fordi det er så trafikfarligt, når man kører bil, siger Claus Bardeleben, der er vicepolitiinspektør for Københavns Vestegns Politi.
- De fleste af de her sigtelser er for besiddelse af lattergas i biler. Det er bekymrende, fordi det er farligt at køre påvirket, konstaterer vicepolitiinspektøren.