Vaccinemodtager havde usædvanlige symptomer ved dødsfald

Det var ikke det sædvanlige klinisk billede ved blodpropper, som kvinden, der døde efter vaccination, havde.

Lægemiddelstyrelsen reagerede torsdag, da en 60-årig dansk kvinde døde af en blodprop, kort tid efter at hun var blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen.

Det var nemlig ikke sådan, at symptomerne normalt viser sig ved en blodprop.

Kvinden havde usædvanlige symptomer som et lavt antal blodplader, blodpropper i små og store kar samt blødning.

Det ser man normalt ikke ved blodpropper, oplyser Lægemiddelstyrelsen.

Tanja Erichsen, der er enhedschef ved Lægemiddelstyrelsens lægemiddelovervågning, forklarer, at symptomerne ikke er, hvad man normalt vil forbinde med blodpropper.

- Det er ikke det sædvanlige billede ved blodpropper, siger hun.

Sygdomsbilledet er i gang med at blive undersøgt i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og de andre lægemiddelmyndigheder i EU, skriver Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det samme kliniske billede er set hos personer, der har fået vaccinen i Norge.

AstraZeneca oplyste lørdag i en pressemeddelelse, at antallet af blodpropper blandt personer, der havde modtaget vaccinen, ikke var højere end i den generelle befolkning.

Og selv om det kan være tilfældet, anfører Tanja Erichsen, at man stadig må kigge på de kliniske omstændigheder.

- Det vi ser i det danske dødsfald - og ved andre sager - er det her lave antal af blodplader sammen med multiple blodpropper og blødninger, siger hun.

Sundhedsstyrelsen satte torsdag vaccinationsprogrammet med AstraZeneca-vaccinen i bero. På det tidspunkt var Østrig allerede delvist stoppet med at bruge vaccinen, da man også der havde set blodpropper ved vaccinerede.

EMA afviste onsdag, at vaccinen skulle have noget med blodpropperne at gøre. Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde dog i et interview, at EMA endnu ikke har afsluttet sin undersøgelse.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik