Smat, sult og søvnmangel: 20-årige Ernst skal igennem den hårdeste uge i sit liv

Garderkasernen i Høvelte, mandag kl. 04.59

Det er meget tidlig morgen, og udenfor ligger kasernen indhyllet i et stille mørke. Men inde på stuen summer det af aktivitet, og de fleste er allerede i tøjet.

Ernst og de andre rekrutter ved, at REX-ugen begynder kl. 05 præcis, og flere har ikke kunnet sove af bare spænding. De har set frem til den berygtede REX-uge siden værnepligtens start – med lige dele frygt og forventning.

Ingen søvn, ingen mad og et hårdt fysisk pres. Fortællingerne om REX-turen er mange, men denne morgen ved hverken Ernst eller de andre, hvad de har i vente.

På klokkeslættet 05.00 bliver stilheden brudt af buldrende slag på døren. Den bliver flået op, og gruppeføreren råber:

- Så er det op af sengene! Op af sengene! Tøj på, rygsæk på! Ud i gården. Hvis ikke I har fattet det, så er REX kraftedeme startet.

Pulsen stiger.

Det er nu, det gælder. Det er nu, over de næste fem døgn, at de unge rekrutter for alvor vil blive testet og presset til det yderste.

Hvor langt kan man presse sig selv?

20-årige Ernst fra Espergærde begyndte sin værnepligt i Livgarden i december sidste år. Fem måneder tidligere havde han færdiggjort sin gymnasieuddannelse, og efter tre år på skolebænken valgte han frivilligt at bytte studenterhuen ud med den sorte baret, man bærer i Forsvaret.

- Jeg syntes, det var en rigtig fed oplevelse, man kunne få med, og en god måde at lære lidt om sig selv på. Jeg håber selvfølgelig, jeg kommer til at lære en masse om Livgarden, men også en masse om mig selv og om, hvor langt man kan gå, hvis man er træt, sulten eller presset.

Efter to måneder med militær basistræning er Ernst og de andre rekrutter nået til afslutningen på den såkaldt grønne tjeneste. Forude venter den blå tjeneste, hvor de værnepligtige gardere skal stå vagt ved blandt andet de kongelige slotte og palæer. Men for at gøre sig fortjent hertil og få det eftertragtede REX-mærke skal rekrutterne først gennemføre rexturen.

- REX-turen er der, hvor alt det, vi har lært, ligesom skal på prøve. Det er der, hvor man kommer helt ned. Man er træt, man er sulten. Men der er også mange, der siger, det er fedt. Altså det der med at prøve at lære noget om sig selv og se, hvor langt man egentlig kan gå, selvom man er træt og sulten. Det er i hvert fald en af de ting, jeg glæder mig til: at afprøve mig selv og se, hvad man egentlig kan, forklarer Ernst. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

Kulsbjerg Øvelsesterræn, Sydsjælland, mandag kl. 13.00

Rekrutterne er ankommet til Forsvarets øvelsesterræn uden for Vordingborg. Området danner rammen om de næste dages strabadser.

Samtidig begynder regnen at falde. Støt, tungt, uden opklaring i sigte.

Første opgave for Ernst og resten af gruppen er at etablere en lejr i et område af skoven. Rekrutterne skal grave skyttehuller mellem træerne og sætte bivuakker op.

Blot et halvt døgn inde i REX-ugen viser den allerede tænder. Det våde tøj, sulten og udsigten til ikke at kunne gøre noget ved det presser allerede de unge rekrutter.

- Jeg kunne virkelig godt græde nu. Bare sætte mig ind i min bivuak og græde, sukker en af dem.

Fra gruppeføreren er der ikke meget sympati at hente.

- Embrace the pain, lyder hans svar.

Omfavn smerten. Vend modgangen til noget positivt og brug den til at lære noget. Det lyder som noget fra en amerikansk film, men lige her, midt i smatten, giver det rent faktisk mening. 

Skydeøvelse, tirsdag kl. 21.00

Mørket ligger som en dyne over øvelsesterrænet på REX-turens anden aften, da Ernst og tre andre fra gruppen bliver sendt ud på en skydeøvelse.

På række vandrer de gennem den sorte skov, med fingeren på aftrækkeren og løst krudt i magasinet, klar til at reagere, når en fjende viser sig.

Pludselig lyder et råb:

- Føling højre!

- Fald ned, råber Ernst, og de fire rekrutter kaster sig mod jorden og begynder at skyde mod målet, som er markeret med et knæklys og kan anes inde mellem træerne.

Geværskuddene er øredøvende høje. Indimellem kan man høre rekrutternes råb til hinanden, mens de udfører de bevægelser, de har lært og øvet hjemme på kasernen.

- Hold 1 støtter. Hold 2, spring!

- Hold 2 springer!

- Bredde på, bredde på.

Tempoet er højt. Det samme er pulsen. Adrenalinen pumper.

Først da befalingsmanden, som står for øvelsen, oplyser, at målet er nedkæmpet, bliver der igen stille i skoven. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bag øvelserne lurer alvoren

På REX-turen og i løbet af første del af værnepligten skal rekrutterne gennem en række forskellige skyde- og bevogtningsøvelser, som skal forberede dem på den opgave, der venter i værnepligtens sidste fire måneder.

Siden 2019 har værnepligtige gardere indgået i et særligt vagtkorps, som kan indsættes til at hjælpe politiet ved større hændelser som fx terror eller skyderi eller som ved branden i Børsen. I hele 2024 har dette vagtkorps desuden til opgave at stå vagt ved en række jødiske institutioner i København, herunder synagogen og den israelske ambassade.

Det er steder, hvor den aktuelle sikkerhedsrisiko er skærpet på grund af krigen i Gaza. På den måde er det en alvorlig opgave, som venter Ernst og de andre rekrutter.

- Jeg kan godt se sandheden i, at der måske er lidt mere skærpede omstændigheder i dag, og der måske lettere kan ske noget. Jeg tror egentlig ikke, jeg har det (risikoen, red.) så meget i tankerne. Hvis det sker, så sker det, men så er det bedre at være forberedt. Selvfølgelig kan man aldrig være helt forberedt på det, men hvis man gør sit arbejde så godt som muligt, kan man arbejde sig hen imod at være så forberedt, som man nu engang kan være, siger Ernst. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

Garderkasernen i Høvelte, fredag kl. 08.00

Det er REX-turens sidste dag. Indtil nu har rekrutterne kæmpet sig gennem fire døgn med smat, sult og søvnmangel.

Siden torsdag aften har de vandret med fuld oppakning for at nå frem til garderkasernen i Høvelte. 36 kilometer med indlagte poster undervejs.

Da solen kigger frem fra horisonten, er det derfor en flok udmattede rekrutter, der nærmer sig den foreløbige målstreg. Skuldrene er ømme, benene trætte, og fødderne fyldt med vabler. En af soldaterne er så tømt for kræfter, at han må støtte sig til Ernst og Dong, mens en tredje bærer hans rygsæk.

Men selvom tanken er tom, er de ikke i mål endnu.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Den allersidste udfordring, som rekrutterne skal igennem, før de kan kalde sig for gardere, hedder indpassagen, en berygtet og frygtet løbetur gennem øvelsesterrænets mudder og vand, som denne morgen er dækket af is. 

Det er nu, de skal finde de sidste kræfter frem. Kræfter, de måske ikke selv troede, de havde. Gruppeføreren går rundt mellem rekrutterne med opmuntrende ord for at få alle til at give det sidste:

- Nu er der ikke så langt tilbage, før vi er fucking gardere. Vi bliver fucking gardere i dag!

Kort efter bliver holdet sendt af sted. 

På forunderlig vis lykkes det for Ernst og de andre at finde det nødvendige ekstra gear og sætte benene i løb. Ned i sporet, gennem mudderet, op ad bakkerne og på maven igennem det iskolde vand. For hver forhindring, de besejrer, er de tættere på målet. 

Gruppen bevæger sig gennem terrænet som et prustende tog. Rekrutterne råber til hinanden for at holde farten oppe og for at opmuntre alle til at give sig fuldt ud. 

- Kom nu. Ned i sporet. Pres nu jer selv. 

- Min sko sidder fast.

- Fuck det. Videre, videre. 

Efter efter en halv times løbetur krydser gruppen målstregen, og de udmattede soldater kaster sig ned i mudderet. 

Endelig. 

Fem døgn strabadser er slut.

Nu er de ikke længere rekrutter, men gardere. 

Du kan møde Ernst og de andre rekrutter og se, hvordan hele REX-turen forløb, i vores nye serie Rekrutterne – ikke kun til pynt.