Jeff er blevet en sand tv-star, men der er et 'men' i hans historie

Jeff Pitzner er ikke bange for noget. Jo, hvepse! Det er summelyden, han ikke kan lide.

Men gyserfilm og nåle kan bare komme an. Sceneskræk har han bestemt heller ikke. Og så er han ikke bleg for at sige tingene ligeud.

Det skal jeg finde ud af i løbet af den næste time.

Da jeg takker for, at jeg måtte komme, siger han kvikt:

- Det er jo ikke mig, der har inviteret dig. Det er min mor.

Og så griner han.

Jeff og hans mor, Mitzie Pitzner, har sagt ja til at blive interviewet. Anledningen er dokumentarserien 'Ups, vi er voksne', der igen ruller i tv – og Jeff er godt forberedt.

Han har købt en stor flaske Kildevæld til journalisten og rykket en ekstra stol med lammeskind ind i stuen i sin lejlighed.

Men knapt er interviewet skudt i gang, før den 34-årige københavner med downs syndrom kommer med en indvending.

- Mitzie, jeg er nødt til at bede dig gå ud i køkkenet, siger han alvorligt.

Jeffs mor havde forudset, at det kunne ske.

Er det rarere at tale, når Mitzie sidder ude i køkkenet?

- Ja, der er en dør, så hun kan ikke høre, hvad jeg siger, forklarer Jeff.

Da døren til køkkenet er lukket, laver han et lille action-klap med hænderne.

- Nåh, jeg er klar.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

En rigtig tv-star

Sammen med vennerne fra bostedet Skellet har Jeff taget danskerne med storm.

På tv sprudler han af selvtillid, gode grin og rappe replikker blandet med en god portion snusfornuft. Han virker til at være den fødte entertainer.

Men hvordan har du det med at blive filmet, når I optager programmet?

- Jeg har det fint, men jeg er ikke stor fan. Jeg er bare med som rigtig tv-star. Så jeg er ikke så meget for at blive filmet, men jeg er god til det alligevel, siger han.

Det er der i hvert fald mange, der siger til ham.

Historien om Jeff er dog ikke kun en historie om en livsbekræftende fyr fra tv, der har overrasket, siden han var helt lille.

Der et "men", og det "men" er en stor grund til, at Jeff er den, han er i dag, mener hans mor.

For trods downs syndrom og flere udfordrende følgesygdomme, så har Jeff et godt liv.

- Men det har han kun, fordi vi giver ham det, siger Mitzie Pitzner over telefonen – nogle dage før hun blev sendt ud i Jeffs køkken vel at mærke.

Den primære grund til, at Jeff og hans forældre medvirker i 'Ups, vi er voksne', er da også for at gøre opmærksom på netop det. På sagen.

Ikke plads til oplevelser

Forældrene til de unge på Skellet føler sig tvunget til at skabe deres eget bosted for at sikre, at deres børn får de livsvilkår, de ved er gode for dem. Også når de ikke er her mere.

Derfor har de oprettet en fond, der hedder 'Fonden IBE – Ingen Bliver Efterladt', som samler penge ind til bostedet.

Forholdene for handicappede i Københavns Kommune er ifølge dem blevet så dårlige, at de ikke ser nogen anden udvej. Og det siger de ikke for at klandre pædagogerne.

- For pædagogerne er der. De er der bare ikke nok, fordi de ikke er mange nok, siger Mitzie Pitzner.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Ud over at være Jeffs mor er hun aktivt medlem af foreningen Handicapaktivisterne, der kæmper mod forringelser af Københavns Kommunes botilbud.

Og var det ikke for deres forældre, fik Jeff og vennerne fra Skellet ikke mange oplevelser, der gør livet sjovt. For eksempel en tur i biografen, på café eller muligheden for at lave noget i sommerferien.

- Alt sådan noget er der ikke plads til i systemet i dag, siger Mitzie Pitzner.

Derfor er hendes budskab også helt klart:

Hun ville til enhver tid vælge at få Jeff igen. For det er ikke et problem at have downs syndrom. Det er den måde, omverden møder og behandler dem på, der er et problem.

Overraskede fra start

På Jeffs vægge hænger mange billeder af ham som lille og af hans familie. Både fra første skoledag, de forskellige klassetrin og fra hans konfirmation.

På reolen står to pokaler, som han har købt, fordi han synes, de var flotte. Og i køkkenet har han en mindre udstilling af alle de FCK-trøjer, han ejer.

Der er fem styk i forskellige størrelser, et par FCK-flag og et stort billede med autografer fra alle spillerne.

Hvorfor holder du med FCK?

- Fordi jeg bor i København. Jeg er født på Rigshospitalet. På Riget, ikke.

Og da Jeff kom til verden for snart 35 år siden, var det, som om sol, måne og stjerner prøvede at give hans forældre et lille hint om, hvad der ventede.

Under graviditeten kom lægen ved en fejl til at krydse af i den boks i vandrejournalen, der skulle bruges, hvis man troede, at "der var noget i vejen med barnet".

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Men da Jeff blev født, var det faktisk ikke downs syndrom, der fyldte i sig selv. Der var så meget andet, der overskyggede det: Klumpfødderne, en hjertefejl og senere en tarmforsnævring. Derfor blev han opereret tre gange i sit første leveår.

Men det slog ikke Jeff ud. Langt fra.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Han lærte at gå, da han havde rundet tre år. Og første gang han virkelig overraskede sin mor var til hendes 40-årsfødselsdag.

Her var han bare fem år gammel. Men han havde set andre rejse sig og holde tale, og midt i festen kravlede han pludselig op på en stol, slog på et glas og sagde: "Tale mor, tykke-lykke mor".

Sådan har Jeff altid turdet at stille sig frem. Men han er også blevet opmuntret til at turde.

Da han som tiårig kunne betjene en mobiltelefon, fik han lov til at gå alene rundt i byen – selvom han mentalt var meget yngre og stadig ikke kunne læse.

Der var kun én aftale.

Kunne han ikke finde hjem, skulle han stille sig under et vejskilt, ringe til sin mor og sige bogstaverne højt. Så kom hun efter ham.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Og Jeff beskriver stadig sig selv som et "bymenneske".

- Jeg elsker at være her i byen. Fordi byen, det er meget godt. Du kommer lidt ud og ser de forskellige mennesker gå rundt og turister, du ved. Det er skønt.

Dog er der sket noget, siden Jeff og vennerne begyndte at tone frem i bedste sendetid i 'Ups, vi er voksne'.

Et menneske, der også kan noget

Når Jeff er ude blandt andre mennesker, kigger folk ikke længere væk eller går udenom. I stedet siger de: "Hej Jeff". Og det ser hans mor en stor værdi i.

- Jeg tror, 'Ups' har vist, at Jeff har humor og ikke er tabt bag en vogn. Han bliver set på som et menneske, der også kan noget, og man ignorerer ham ikke bare, for der kommer noget ud af munden på ham, som er værd at høre på, siger hun.

Men at være i tv er ikke noget, Jeff altid er helt igennem begejstret for.

- Hvis nogen spørger mig på en pæn måde om selfie, så siger jeg ja. Men det er rigtig mange, der spørger mig. Nogle gange skal jeg lige sige fra, siger han.

For det der med at være et kendt ansigt betyder ikke rigtigt noget for Jeff.

Det, der betyder noget, er "familien, kæresten, vennerne og kollegaerne", som han siger. Og der er ingen tvivl om, at Jeff er godt tilfreds med sin hverdag, som den er.

Hvad kan du godt lide ved at bo her i lejligheden, Jeff?

- Bare det her, siger han og slår ud med armene.

Han er glad for at have sit eget sted og sit eget liv.

- Jeg cykler frem og tilbage på den der trehjulede cykel derude, siger han og peger ud mod gaden.

- Jeg cykler også ned i Meny og køber alt muligt. Og ned til Ålholms Pizzeria. Og til Ålholm Station.

Derfra tager han gladeligt S-toget til Ryparken Station i den anden ende af byen for at komme på arbejde. Jeff arbejder nemlig i et eventbureau, der arrangerer festivaler og koncerter.

- Vi laver musik. Store fester, metal og glimmer og popmusik og alt muligt, forklarer han.

Der er kun en måned til festivalen Lavukstock, hvor Jeff i år skal være dj sammen med "sin bedste nabo Alex".

- Vi kommer mange på scenen og spiller. Kunstnere, du ved, siger han.

Jeff lægger ikke skjul på, at han elsker musik. Pop, rock og dødsmetal. Jeff elsker også fodbold, fester og at sejle. Og så er han glad for hatte.

I et køkkenskab har han en hel udstilling af hatte – og oftest vælger han den kasket, der står “Captain” på.

I et andet køkkenskab har han intet mindre end 15 pakker rød English Breakfast Tea, selvom han kun drikker det i weekenden.

- Engelsk tea er det bedste!, udbryder han.

- Det er bare London. Der har jeg været mange gange med min mor. Jeg køber det hele tiden, siger han begejstret.

Samtidig har Jeff en hang til at købe lidt for mange cocktailpølser nede i Meny. Det ved alle, der ser ‘Ups, vi er voksne’.

Men nu er han nået frem til noget nyt.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Aldrig mere pølser

Jeff ved udmærket godt, at hans kærlighed til partypølser er et problem på grund af hans hjertelidelse.

- Det er farligt at spise pølser, for pølser er meget fedende. Og det er ikke godt for min vægt. Så jeg skal holde det. Og jeg prøver, alt jeg kan, men det er svært for mig, siger han let opgivende og med et lille grin.

En gang har Jeff da også prøvet, at hans mor har taget hans dankort for at hjælpe med at styre de mange usunde indkøb. Og det vil han ikke have sker igen.

Men nogle gange holder Jeff hænderne op for ørerne, når hans mor snakker med ham om pølser.

- Jeg gider ikke høre på det. Og jeg snyder nogle gange. Men jeg siger det ikke højt, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Pludselig kigger han over mod den lukkede dør ud til køkkenet. Ups.

- Kan du høre mig?, råber han og tager hånden op til øret for at lytte godt efter.

Der kommer intet svar retur.

- Jeg gør det aldrig mere, siger han så – i tilfælde af at hans mor nu alligevel lyttede med.

Du snyder aldrig mere med pølserne?

- Nej, det gør jeg ikke mere. Men måske gør jeg det alligevel, siger han og smiler.

Derfor er det nok også meget godt, at Jeffs mor hjælper ham lidt med økonomien og med at styre dankortet, indrømmer han.

To A4-sider med opgaver

Mitzie Pitzner beskriver det at være mor til Jeff som mangesidet.

Der er den store, daglige glæde og den dybe, dybe kærlighed, men også en lige så dyb bekymring for, hvordan det skal gå ham, når hun en dag ikke er her mere.

Faktisk har hun et dokument på computeren, hvor hun noterer alle de praktiske ting, hun hjælper Jeff med. Hun er nået op på to fulde A4-sider.

Hun skal huske at tjekke alt fra lufttrykket i hans cykeldæk til radiatorerne i hans lejlighed, om han har brug for nyt tøj og rensekit til barbermaskinen. Der skal også hentes hjertepiller på Rigshospitalet hver tredje måned. Alt sådan noget tænker Jeff ikke selv på.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mitzie Pitzner noterer det alene af den grund, at det giver hende ro i sjælen. For hun tør ikke dø før Jeff, hvis ikke de opgaver står skrevet et sted.

Og selvom hun faktisk ikke ønsker at være en offentlig person, føler hun ikke, at hun har noget valg:

- Jeg er nødt til at kæmpe for mit barn, siger hun.

De seneste fem år har Jeff på grund af besparelser på handicapområdet nemlig været tæt på at miste alt det, der fylder hans liv med mening.

Konstant uro

I 2019 var hans plads på bostedet pludselig på spil. Over night vurderede kommunen, at Jeff skulle kunne udvikle sig så meget, at han kunne bo i egen lejlighed med støtte frem for på bostedet.

Blandt andet forventede de, at Jeff på den tid selv skulle have lært at lave aftaler, vedligeholde venskaber, rengøre sin lejlighed og tage sunde kostvalg.

Det ved Mitzie og Claus Pitzner, at deres søn aldrig kommer til at kunne. På det tidspunkt havde de arbejdet på den slags i 30 år.

Scenariet blev afværget, fordi Jeffs forældre klagede og demonstrerede på Rådhuspladsen sammen med mange handicaporganisationer.

Men i efteråret måtte de afsted igen. Denne gang lagde kommunen op til at lukke Jeffs arbejdsplads og den voksenklub, der arrangerer de aktiviteter, han elsker at gå til.

Det kunne have resulteret i et virkelig kedeligt liv for Jeff, siger hans mor.

Men også det blev stoppet.

Uvisheden om, hvad der skal spares væk næste gang, giver dog Mitzie Pitzner en grundlæggende uro i kroppen.

- Jeg tænker: “Åh nej, hvad sker der i morgen?”. Det er en konstant påvirkning af mit nervesystem, siger hun.

TV 2 har forelagt kritikken for Socialforvaltningen i Københavns Kommune, og de oplyser, at det specialiserede socialområde er under stærkt pres, ikke bare i Københavns Kommune, men i hele landet.

- Det medfører løbende hårde prioriteringer af forvaltningens økonomi – også på botilbud for mennesker med handicap, siger Mette Boskov Vedsmand, der er vicedirektør i Borgercenter Handicap i Socialforvaltningen.

Dog valgte Socialudvalget at undtage en lang række tilbud – så som Jeffs arbejdsplads og voksenklubben – for besparelser i 2024.

Samtidig mener Mette Boskov Vedsmand, at Socialforvaltningens medarbejdere hver dag gør "alt, hvad de kan for at levere høj kvalitet, god støtte og omsorg til københavnere med handicap".

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Jeff kan ikke forestille sig og forstå de konkrete konsekvenser af mulige besparelser på hans bosted, men han ved godt, at det er vigtigt, at han og vennerne er med på Rådhuspladsen med deres skilte.

Samtidig er han meget stolt af sin mor. Han synes, hun ligner "dronningens nytårstale", når hun holder tale til demonstrationerne.

Men en ting er bekymringerne om fremtiden. For Jeff har gigt i fødderne, og det gør ondt her og nu.

Gigten er et resultat af den operation, Jeff som barn fik lavet for sine klumpfødder.

Og når Jeff har ondt i fødderne, så har han brug for mere hjælp, end han plejer. Både fra pædagogerne på bostedet og hans forældre.

- Hvis ikke jeg havde min mor eller min far, når jeg har brug for hjælp, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, siger han.

Kan det gøre dig ked af, det med fødderne?

- Ja. Jeg er ikke rigtig ked af det, men det gør bare ondt at have ondt i fødderne. Og det har jeg hver eneste dag. Jeg kan ikke gå herfra og hen til Parken. Det er for langt.

Derfor er det godt at have krykker og en kørestol. Også selvom det er lidt kedeligt at sidde i den.

Det værste ved smerterne er, at de nogle gange forhindrer Jeff i at være med til en elsket tradition, han har med sin far: Siden 2001 har de to nemlig set alle FCK’s hjemmekampe i Parken fra de samme to stole på tribunen.

Nogle gange ender Claus Pitzner med at bære sin søn ned ad trapperne, og det er Jeff glad for.

- Men vi skal passe på hans ryg. Jeg er tung at bære på. Jeg er vokset rigtig meget op, siger han.

Heldigvis hjælper akupunktur på smerterne, og i øjeblikket går det faktisk okay. Jeff kan selv gå rundt i sin lejlighed, og i dag har han også besøgt sin kæreste efter arbejde.

- Skal jeg fortælle, hvad hun hedder?, spørger han med lys i øjnene.

- Hun hedder Esther, siger han og får endnu mildere øjne, end han har i forvejen.

Den sødeste i Danmark

Jeff bliver let rød i hovedet, når han taler om Esther. De to blev kærester i bilen på vej til McDonalds. Hvordan det præcist skete, kan han ikke rigtigt huske.

Men i hvert fald sagde hun ja, da Jeff spurgte, om de skulle være kærester. Og det gjorde han også, da hun spurgte ham.

Selvom Jeff har haft andre kærester gennem tiden, er det noget andet med Esther. Hende vil han gerne beholde.

- Hun er mega sød. Hun er det sødeste i hele Danmark. Det er hun bare altid, siger han.

Nogle gange tager de på date og i biografen. Esther vil også rigtig gerne med Jeff og hans mor i sommerhus.

- Hun bliver VED med at snakke om det, siger han med et stort smil.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Faktisk vil Jeff gerne giftes med Esther og flytte sammen med hende. Men hans mor siger, at man skal være kærester i to år, før man begynder at snakke om sådan noget. Så der er stadig noget tid til.

Da interviewet lakker mod enden, siger Jeff ja til at vise mig rundt i sin lejlighed.

- Så kom da, siger han i spøg og vifter mig med.

- Men er vi så færdige?, spørger han hurtigt herefter.

Ja, det er vi faktisk. Er du ved at være træt af at svare på spørgsmål?

- Nej, det er jeg ikke. Eller jo lidt, siger han og smiler.

- Men skal jeg så ikke lukke min mor ind igen?, siger han tøvende.

Vi bliver enige om, at det er en god idé. Så det gør Jeff.

- Var det godt nok at sidde derude?, spørger han som det første, da Mitzie Pitzner igen er tilbage i stuen.

- Det var fint. Var du god til at blive interviewet?, spørger hun så.

- Ja, det var jeg fandeme, siger Jeff.