Når cyklister, fodgængere og bilister ignorerer farven i lyskrydsene kan det have fatale konsekvenser.
I Københavns Politikreds var der sidste år 71 personskadeulykker, hvor én eller flere trafikanter havde trodset gult eller rødt lys.
Vi ser flere ulykker i krydsene. Men vi ser samtidig, at politiets indsats ikke er så markant på det her område
Det er en stigning på 54 %, holdt op i mod gennemsnittet af de fem foregående år. Og også i resten af hovedstadsområdet er ulykker med kørsel for rødt eller gult i stigning.
Bøde
For cyklister er bøden for rødlyskørsel på 1000 kroner.
Samtidig sigter Københavns Politi dog markant færre for kørsel frem mod rødt eller gult. Det gælder i særligt grad cyklister.
Hos Rådet for Sikker Trafik er dommen klar:
- Det siger mig, at flere kører over for rødt lys, og derfor kommer de til skade, og vi ser flere ulykker i krydsene. Men vi ser samtidig, at politiets indsats ikke er så markant på det her område. For antallet af sigtelser spejler simpelthen den indsats og de ressourcer, som politiet smider ind på netop den her form for adfærd, siger direktør Mogens Kjærgaard Møller.
Andre opgaver trækker
I 2014 sigtede man hos Københavns Politi 7419 cyklister for kørsel frem mod rødt eller gult lys.
Sidste år var man nede på 1928 sigtelser.
Vi ved, at det hjælper. Det hjælper med til, at der ikke er så mange, der kommer til skade eller bliver dræbt i trafik.
Også fra Færdselspolitiet peger man på mængden af ressourcer, som en del af forklaringen på det store fald:
- Èn af tingene kan måske være, at vi har også rigtigt mange andre ting. Og hvis vi har en bandekonflikt, der raser, så er det et spørgsmål om, at vi bliver nødt til at lægge trykket i forhold til at være med i de aktioner, siger Peter Veje, der er sektionschef i Københavns Færdselspoliti.
Noget, han kalder 'et vilkår' - selvom han helst så, at Færdselspolitiet udelukkende beskæftigede sig med færdsel.
- Fordi vi ved, at det hjælper. Det hjælper med til, at der ikke er så mange, der kommer til skade eller bliver dræbt i trafik.
Tror du, det her er et område, der bliver prioriteret op i de kommende år?
- Ja, det gør det jo i det omfang, vi har mulighederne for det. Hvis det er, vi får en masse borgerhenvendelser - og nu har I henvendt jer, og det tager vi også som en borgerhenvendelse - det er klart, så begynder vi at kigge på det, og sige: Er der nogle steder, vi måske lidt mere skal gå ind i det end andre steder?
Indtil videre har 1. kvartal af 2019 budt på 1102 sigtelser til cyklisterne i Københavns Politikreds.