Flertal sikrer ældre i Rødovre dagligt bad

Et flertal i Rødovres kommunalbestyrelse vil nu sikre de ældre i hjemmeplejen muligheden for et dagligt bad.

De ældre i hjemmeplejen i Rødovre Kommune skal have retten til et dagligt bad.

Sådan lyder et nyt fra Socialdemokratiet i Rødovre, der netop har været gennem første behandling af budgettet i kommunalbestyrelsen.

quote Vi håber, at det her medvirker til, at vores ældre borgere, som har båret det her samfund frem, får en god, tryg og værdig alderdom med så høj livskvalitet som muligt.

Britt Jensen, formand for Social- og Sundhedsudvalget for Socialdemokratiet i Rødovre

Som det er nu, får de ældre i kommunen som udgangspunkt tilbudt ét ugentligt bad.

Men det er ikke nok, mener Britt Jensen, der er formand for Social- og Sundhedsudvalget for Socialdemokratiet i Rødovre, til TV 2 Lorry.

- Hvis vi i dagens Danmark vil have en ordentlig hjemmepleje, som borgerne kan være tilfredse med, så skal vi sørge for, at den personlige pleje er i top. Det giver stof til eftertanke, når vi i sommer hørte om ældre, der sad og svedte uden at blive vasket. Og derfor er det helt naturligt for os at sætte fokus på det, siger Britt Jensen.

Rødovre Kommune er blandt de første kommuner i Danmark, der vil indskrive retten til et dagligt bad i sine kvalitetsstandarder.

I dag er det kun en gruppe af ældre med særlige behov, der er berettiget til et dagligt bad, siger hun. 

Men med det nye forslag vil udvalgsformanden give alle ældre i kommunen muligheden for at komme i bad, når behovet er der.

- Vi vil gerne give dem det, de efterspørger. Måske passer det dem bedre med hver tredje dag, eller hver anden, men de skal have muligheden hver dag, for i bund og grund handler det om deres livskvalitet, siger Britt Jensen.

Vil træde i kraft 1. januar 

Forslaget er en del af budgetforhandlingerne for 2019, hvor Social- og Sundhedsudvalget i Rødovre vil øremærke omkring fire millioner til ældrepleje i kommunen.

Og selvom budgettet først endeligt vedtages i starten af oktober, så tyder alt på, at forslaget træder i kraft fra 1. januar 2019, mener udvalgsformanden.

Som parti har Socialdemokratiet 11 mandater - og af den årsag er der allerede et politisk flertal bag forslaget.

- Vi håber, at det her medvirker til, at vores ældre borgere, som har båret det her samfund frem, får en god, tryg og værdig alderdom med så høj livskvalitet som muligt, siger Britt Jensen.

TV 2 Lorry har været i kontakt med flere kommuner. De fleste tilbyder bad en til to gange om ugen.

I Dragør Kommune er det også indskrevet i kvalitetsstandarderne for 2018, at borgerne har ret til et bad en gang om dagen fem dage om ugen, hvis de ønsker det.

Frederikssund oplyser dog, at man tilbyder bad til borgerne efter ønske - også flere gange om dagen. Det står i midlertid ikke i kommunens kvalitetsstandarder.

Roskilde Kommune har fået indskrevet i sine kvalitetsstandarder, at man "som hovedregel" vil kunne få hjælp eller støtte til et dagligt bad, hvis man ønsker det.

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Rødovre Kommune var den første kommune i Danmark, som ville indskrive retten til et dagligt bad i sine kvalitetsstandarder. Det er ikke korrekt. Mindst én kommune mere har indskrevet retten til et dagligt bad i kvalitetsstanderne på social- og sundhedsområdet.

Der er stor forskel på hjemmehjælpen i TV 2 Lorrys område. Se dette indslag fra 2017: 

Der er stor forskel på, hvor meget hjemmehjælp kommunerne i vores område yder til deres ældre borgere på 80 år eller derover.  De ældre i Lejre og Dragør har de bedste forhold i vores sendeområde, mens de ældre i Glostrup i gennemsnit må nøjes med lidt over en halv time om ugen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik