Oversigt

Seneste nyt

Vejarbejdere kæmper stadig med aggressive bilister

Vejarbejderne på Sjælland lever stadig med biler, der suser forbi i al for høj fart, og antallet af ulykker ved vejarbejder er stigende på landsplan.

Derfor går Asfaltindustrien og 3F igen i luften med en kampagne, der skal sætte fokus på vejarbejde og skabe bedre trafikvaner. 

I april vil danskerne blive mødt med budskabet “Pas på den jeg elsker” ved vejarbejder i hele landet.

- Vi er gode til at passe på hinanden her i Danmark, og i trafikken ser man år for år færre uheld. Men ved vejarbejder går det fortsat den forkerte vej, hvor antallet af ulykker stiger, og vejarbejderne melder om både højere fart og aggressiv opførsel fra bilisterne. Det er et stort problem, der går ud over vejarbejdernes og bilisternes sikkerhed, siger Trine Leth Kølby, arbejdsmiljøchef hos Asfaltindustrien i en pressemeddelelse. 

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der sker flere uheld ved landets vejarbejdere. 

Med 347 ulykker i 2022 skete der næsten ét dagligt, og selvom det er vejarbejderne langs vejene, der er de mest udsatte, rammes bilisterne i de fleste tilfælde hårdest af ulykkerne, skriver 3F.